Om PMF - Norsk Psykomotorisk Fysioterapi

Udgangspunktet for PMF var et samarbejde mellem den norske psykiater Trygve Braatøy og Aadel Bülow Hansen, der var fysioterapeut i Oslo omkring 1947. Braatøy var psykodynamisk og psykoanalytisk inspireret, og hans udgangspunkt var som sådan, at den enkelte patient skulle forstås ud fra det liv, vedkommende havde levet og levede. Braatøy blev optaget af de tanker og holdninger, Aadel Bülow Hansen havde om og til vejrtrækningen.

Sammen udviklede de en kropslig behandlingsmetode med udgangspunkt i samspillet mellem krop og psyke. Braatøy beskrev i sine publikationer, hvordan vi spænder os i mødet med verden, og hvordan han mente, at følelser bremses i kroppen som en automatisk hjælpefunktion for den mentale helse. Bülow Hansen var optaget af, at patienter med smerteproblemer ikke blev vedvarende raske af almindelig fysioterapi og fandt, at der var stor sammenhæng mellem muskelspændinger og vejrtrækning.

Bülow arbejdede kropsligt med Braatøys patienter med ham som vejleder/terapeut, når patienterne reagerede emotionelt på den kropslige behandling. Behandlingen havde som mål at ændre den kropslige spændingstilstand som et led i en ændring af det hele menneske. I PMF omfatter undersøgelse og behandling derfor hele kroppen - specifikke smertetilstande ses så vidt det er muligt i sammenhæng med hele personen. Kroppen undersøges og behandles via en kombination af inspektion, passive og aktive bevægelser samt massagelignende greb. En stor del af behandlingen retter sig mod at løsne eller ændre respirationen, idet en låst respiration ses som blokerende for meget andet i kroppen. Metoden har bredt sig i Norge og Sverige og har naturligvis udviklet og ændret sig, men basis er den samme: Krop og psyke er uadskillelige og skal der ske varige ændringer, må det hele menneske inddrages.

Behandlingen opdeles traditionelt i støttende- eller indgribende behandling. I den støttende behandling tilstræbes det ikke at få for stor afspændende effekt, fordi afspænding kan føre mange tanker og følelser med sig, der måske er for svære at få kontakt med på nuværende tidspunkt. I stedet tilstræbes det at nærme sig følelserne varsomt. I den indgribende behandling er det modsat. Her forsøges det at skubbe og løsne det kropslige forsvar mere direkte for at give plads til forståelse for egne reaktioner og dermed for udvikling og indsigt. Helt overordnet handler det om at finde en frugtbar balance mellem udvikling og stabilisering.